06 okt. 2026

Nyheder i efteråret 2026

Nye ansigter:

Vi har budt velkommen til 2 nye læger, Catherine og Niels. Begge er i afslutningen af speciallægeuddannelsen, som færdiggøres hos os. Når deres ansættelse hos os udløber i slutningen af 2027 kan de søge autorisation som speciallæger og nedsætte sig som praktiserende læger.

I oktober har vi også budt velkommen til en ny lægesekretær, Lena. Lena har været lægesekretær i mange år herunder mange år i almen lægepraksis. Hun er således en meget erfaren lægesekretær, og udover at møde hende ved telefonen og skranken, vil hun også gå til hånde med praktiske opgaver, tage blodprøver og varetage andre konsultationer

Nye opgaver for vores medicinstuderende fra 1. november:

Fra november vil vores dygtige medicinstuderende være oplært i at tage nye opgaver. I vil fremover kunne booke tid hos dem til bl.a. kørekortsattester, p-pille/mini-pille kontroller, lungefunktionsundersøgelser og øreskylning.

Nyt setup for tider på dagen, kaldes kviktider fremadrettet:

Fra november bliver det lidt lettere at få en hurtig tid, når I har brug for det. Hver dag har vi et stort antal kviktider til rådighed hos alle der er på arbejde i tidsrummet 10.15-12.00. Det bliver tider der både er til rådighed på dagen ved telefonisk kontakt til klinikken inden kl 10.00, men også tider der kan bookes online fra kl 16.00 dagen før.

Tiderne kan bruges til nyopståede symptomer, hurtige attester, hurtige opfølgninger, udvikling i kronisk sygdom, graviditetsundersøgelser, børneundersøgelser, celleprøver m.m.

Alle bookinger gjort online gennemgås, og vi kan finde på at flytte din tid til en anden, end du har booket hos, for at anvende ressourcerne bedst muligt.

Nyt IT-og telefonsystem:

I slutningen af november og starten af december skifter vi både telefonsystem og journal/IT system. Vi har planlagt skiftet grundigt, men i en overgansperiode kan der opstå længere ventetid på telefonen, og der kan opstå uforudsete problemer med booking, receptfornyelse eller lign. Vi håber på jeres forståelse og tålmodighed i den periode.

Også et farvel:

I slutningen af oktober siger vi farvel til Anne Høegh Broch. Hun har søgt nye udfordringer og vi ønsker hende held og lykke i hendes nye stilling. Vi har været meget glade for Anne i de 4½ år hun har været hos os, og hun vil blive savnet.

Læs også vores nyhedsbrev fra oktober, hvor vi har beskrevet ændringerne Nyhedsbrev oktober 2026